Leasing er en finansieringsform som kan ses på som en mellemting mellem leje og lånefinansiering. Udlejer, som ofte er en finansinstitution, har ejendomsretten til leasingobjektet, mens leasingtager, eller lejer, har brugsret. Der skelnes mellem finansiel og operationel leasing, men den nøjagtige definition af disse kan ofte være flydende. Ved finansiel leasing er det leasingtager som har den finansielle risiko, mens det ved operationel leasing er udlejeren. Man kan også sige, at udlejer ved operationel leasing beholder de fleste risici forbundet med ejerskabet, mens de ved finansiel leasing skydes over på lejer. I Danmark er personbiler, på grund af specielle afgiftsregler, almindelige leasingobjekter, men også produktionsudstyr og løsøre er ofte leasingfinansieret. I princippet kan enhver formuesgenstand leasingfinansieres. I Danmark findes der, i modsætning til de fleste andre vestlige lande, ingen specifik lov som regulerer leasing. Regnskabsmæssigt behandles operationel leasing som et lejeforhold; leasingydelsen tages med som en omkostning. Ved finansiel leasing medtages det leasede blandt aktiverne og afskrives; pligten til at betale leasingydelser kapitaliseres, og der medregnes kalkuleret rente under finansielle omkostninger. Kategori:Finansiel økonomi Kategori:Regnskabsvæsen